Presse
Medarbejdere bliver medejere af Brødr. Ewers A/S
Sønderborg den 17. december 2010
Ejerkredsen hos Brødr. Ewers A/S er blevet udvidet. Det er de tre medarbejdere Benjamin Schmidt Hansen, Flemming Bolø og Lars Elkjær der tilsammen har købt en aktieandel på 10 %.
Brødr. Ewers har i takt med virksomhedens positive vækst, ønsket at sikre den forsatte udvikling og kontinuitet i selskabet, ved at tilbyde 3 nøglemedarbejdere et medejerskab. De tre medarbejdere har alle mere end 10 års anciennitet og besidder væsentlige innovative kompetencer for virksomhedens drift udtaler direktør Claus Ewers. Hertil supplerer direktør Hans Otto Ewers at det i beslutningsprocessen har været vigtigt at finde en model, hvor der blev flere til at bære det overordnede ansvar for virksomhedens daglige drift, samt udbygning af vores markedsandel i grovvaremarkedet, der i dag er domineret af 2 store andelsgrovvareforretninger.
De tre medarbejdere:
Benjamin Schmidt Hansen, salgschef, har det overordnede salgsansvar for grovvaresalget. Benjamin er 34 år og været ansat i 16 år, først som salgselev, siden som sælger og de sidste 5 år som salgschef.
Med sin brede faglige viden og empatiske indgangsvinkel, nyder Benjamin stor respekt ved kunder såvel som medarbejdere.
Flemming Bolø, produkt- og kvalitetschef, med ansvar for sammensætning og udvikling af foderblandinger samt kvalitetssikring. Flemming er 43 år, uddannet agronom med speciale i husdyr og kom til virksomheden i 2001.
Tidligere har Flemming arbejdet med salg og foderoptimering, fortrinsvis til kvæg, men har igennem årene tillige tilegnet sig stor viden om fodring af svin og fjerkræ.
Kvalitet gir resultater er mottoet i Brødr. Ewers og hertil er Flemming Bolø garant for, at der med foder fra Brødr. Ewers kan opnås gode produktionsresultater.
Lars Elkjær, økonomichef, ansvar for økonomi, IT, administration samt ekspeditionen. Lars er 38 år, uddannet revisor suppleret med en HD i regnskab og har været 10 år i Brødr. Ewers. Igennem årene har Lars sørget for at opbygge virksomhedens administrative funktioner, så de har kunnet holde trit med den store vækst, som virksomheden har været inde i. Lars har med en struktureret indsats samt med hjælp fra sine medarbejdere sikret, at der er styr på økonomien i Brødr. Ewers, samt tilknyttede selskaber.
Brødr. Ewers A/S er Danmarks største privatejede grovvarevirksomhed med ca. 100 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 900 mio. kr.
Brødr. Ewers A/S har hovedsæde i Sønderborg, 2 foderfabrikker på havnen i Aabenraa, samt afdelinger i Jylland og på Fyn.
Virksomheden er grundlagt i 1848 og drives i dag af 5. Generation Hans Otto Ewers og Claus Ewers.
Se mere på www.brdr-ewers.dk
Spørgsmål kan rettes til:
Direktør Hans Otto Ewers
Mobil 2321 4176
